Historien bag JCI
Det hele begyndte i 1910 i byen St. Louis, Missouri i USA. En ung mand ved navn Henry ”Hy” Giessenbier og hans venner havde dannet en danseklub ”the Herculaneum Dance Club” med det formål at bevare tidens traditionelle dans.
Fem år senere inspirerede oberst H.N. Morgan – en prominent St. Louis borger – medlemmerne af klubben til at beskæftige sig med mere samfundsmæssige emner, og Giessenbier samt 32 andre unge mænd startede derfor den 13. oktober 1915 foreningen “the Young Mens Progressive Civic Assosiation (YMPCA). I 1918 antog foreningen navnet St. Louis Chamber of Commerce – et navn, som officielt blev til St. Louis Junior Chamber of Commerce.
Internationalt kom der skred i sagerne i 1923, hvor Winnipeg Board of Trade blev den første ikke amerikanske afdeling, og i 1928 var ideen om den internationale organisation nået til Storbritannien.
I 1944 var Junior Chamber udbredt så vidt, at det var naturligt at stifte en international organisation. Landene, som ved denne lejlighed stiftede Junior Chamber International var: Costa Rica, El Salvador, Guatemala, Honduras, Mexico, Nicaragua, Panama og USA.
Som led i sit ekspansionsarbejde søgte Junior Chamber også at interessere yngre danske erhvervsfolk for Junior Chamber tanken og i 1957 samledes i København og Horsens interesserede, som stiftede de første tilsvarende afdelinger i Danmark. JCI Aarhus blev stiftet i 1961 som den fjerde afdeling i Danmark.
I juli 1959 stiftede disse afdelinger – efter opfordring fra Junior Chamber International – landsorganisationen Junior Chamber Danmark (i dag JCI Danmark).
Bestemmende for etableringen af nye lokale afdelinger i Danmark har været ønsket om en landsdækning, således, at enhver ung mand eller kvinde, som opfylder kriterierne for medlemskab, har mulighed for at blive medlem af en lokal JCI Danmark afdeling, uanset hvor i landet vedkommende er bosat. Der foregår stadig et bevidst arbejde for at etablere lokale afdelinger i byer og områder i Danmark, hvor der skønnes erhvervsmæssig dækning.
Medlemstallet i Danmark andrager ca. 1.200 juniorer og 675 seniorer fordelt på ca. 60 afdelinger.

JCI Aarhus blev etableret i 1961. I år skriver vi 2011, og kan derfor fejre et flot, rundt jubilæum. 



