Formål

Hovedformålet med JCI er personlig udvikling og træning. Det kræver noget af medlemmerne, men erfaringsudveksling på tværs af brancher, nye kontakter og personlige venskaber er også en væsentlig del af udbyttet.

JCI udgør derfor også et godt og virkningsfuldt netværk, der kan være til gavn for medlemmerne gennem mange år. Udbyttet af medlemskabet af JCI står stort set i direkte forhold til den indsats, der bliver gjort af det enkelte medlem. Det skyldes naturligvis, at der er en høj grad af ”learning by doing” i organisationen. Vi har mange succeshistorier, hvor mennesker både har udviklet gode personlige venskaber, har fået interessante karriereskift, og udviklet omsætningen i deres forretning eller på anden måde har fået et udbytte som langt overstiger de forventninger, de havde fra starten.

Det er en afgørende forudsætning for medlemskab, at man har noget at give de andre medlemmer, og at man er klar til at deltage i de aktiviteter, der arrangeres i afdeling, region og på landsplan.

Afdelingens værdier skabes ved vekselvirkning mellem medlemmerne. Det forudsættes derfor, at alle medlemmer deltager i de månedlige afdelingsmøder i det omfang, man ikke er direkte forhindret deri.

Grundlaget for JCI er erkendelse af, at der overalt i samfundet er et stadigt behov for gode ledere, og at gode lederegenskaber kan udvikles og trænes.

En udvikling eller optræning af gode lederegenskaber forudsætter evne og vilje til at påtage sig et lederansvar. En betingelse for at blive medlem af JCI er derfor, at man har en ambition om at blive bedre til at lede; og vi tolker ledelse bredt: projektledelse, selvledelse og ledelse af et team. Eller endnu bredere: Det enkelte medlem skal have en ambition om at blive bedre – bedre til det man i forvejen er god til eller til det man ikke har så meget øvelse i. På den måde skaber vi grundlaget for at forbedre samfundet omkring os. JCI er vores øvebane. Her kan man prøve kræfter med nye udfordringer og gøre sig erfaringer i samarbejde med andre engagerede mennesker.

Dynamik og initiativ er en livsbetingelse for enhver organisation. I JCI søges disse egenskaber fremkaldt ved hurtige sceneskift – alle poster indenfor JCI er derfor ét-årige. Stagnation og passivitet søges yderligere modvirket ved et tidsbegrænset medlemskab – det aktive medlemskab ophører med udgangen af det år, man fylder 40 år.

JCI’s 5 aktivitetsområder

1. Træningsprogrammer – IND (individual)
JCI arbejder med et bredt spektrum af professionelt udviklede træningsprogrammer, der omfatter emner med både personlig og faglig relevans.
Skønner afdelingen, at der blandt medlemmerne er behov herfor, etableres egentlig undervisning eller kursus i forskellige emner, såsom taleteknik, diskussions- og mødeledelse evt. via JCI University. Hvert år arrangeres seminarer med deltagelse fra hele landet eller enkelte landsdele. Herudover bliver der i nogle regioner arrangeret regionale uddannelsestilbud.

3. Samfundsgavnlige projekter – COM (Community)
JCI er engageret i samfundets problemer og deltager med interesse i konkrete samfundsgavnlige projekter på lokalt, nationalt og internationalt plan. Projekterne tager sigte på at påpege, påvirke eller løse samfundsproblemer og opgaver.
Det fremgår af vedtægterne, at JCI ikke må være partipolitisk og ikke må tage stilling til religiøse spørgsmål, men dette hindrer naturligvis ikke debat om f.eks. et konkret politisk spørgsmål.

2. Komitéer og arbejdsgrupper
JCI arbejder i praktiske og målrettede arbejdsgrupper og komiteer, der på en positiv og engagerende måde giver erfaring i ledelse og evnen til at samarbejde.
Gruppearbejde indtager en vigtig rolle i dagens samfund, og når denne aktivitet er særlig karakteristisk for JCI’s virke og er et af de væsentlige punkter, hvor JCI adskiller sig fra de fleste andre organisationer, skyldes det dels, at det er vigtigt, at medlemmerne behersker gruppearbejdets teknik. Derudover har medlemmerne i gruppearbejdet en enestående mulighed for i praksis og med minimal risiko at træne sig i en række væsentlige ledelseskvaliteter som f.eks. motivation, kommunikation, delegation og samarbejde m.v. Foruden de mange lærerige momenter i gruppearbejdet får medlemmerne også en værdifuld kontakt med andre medlemmer, repræsenterende andre brancher og uddannelser end ens egen.
Samtlige medlemmer søges optaget i mindst een gruppe og beskæftiget med emner i forbindelse med afdelingens drift eller løsning af en konkret opgave, f.eks. inden for undervisning, ledelsestræning eller erhvervsfremmende arbejde – emner som medlemmer har foreslået som grundlag for et gruppearbejde. Det er værdifuldt, at mange gruppeopgaver har tilknytning til nationale og internationale forhold.

4. Internationalt samarbejde – INT (International)
JCI Danmark er aktivt medlem af Junior Chamber International (JCI) for fremme af international forståelse og samarbejde, hvilket er af stor betydning i en tid, hvor samfundsudviklingen i stigende grad er baseret på internationalt samarbejde. Til fremme af dette formål holdes bl.a. årligt en række konferencer, deriblandt Europakonferencen, som finder sted i juni måned på skift i et af de europæiske lande. Desuden holdes hvert år i begyndelsen af november en Verdenskongres, der ligeledes arrangeres på skift af medlemslandene. På såvel en JCI konference som på Verdenskongressen foregår en værdifuld meningsudveksling om aktiviteter i de enkelte lande, deltagerne får en bred indsigt i internationale forhold samtidig med, at der knyttes mange varige forbindelser mellem JCI-medlemmer i mange lande.

En lang række lokale afdelinger har knyttet venskabskammerforbindelse til afdelinger i andre lande, eller indledt et Twinning-samarbejde. Gensidige besøg og fælles projekter er vigtige elementer i det internationale samarbejde.

5. Erhvervsfremmende arbejde – BUS (Business)
Business er det gyldne femte aktivitetsområde i JCI. Aktiviteterne inden for området giver medlemmerne de bedste forretnings- og karrieremuligheder i deres professionelle virke. Business giver medlemmerne værktøjer til at opnå succes i erhvervslivet. Business tilbyder medlemmerne et forum, der skal sikre forretningsmæssige muligheder i form af f.eks. National Business Dag og Business Lounge. Medlemmerne kan blandt mange aktiviteter deltage i erhvervsrelaterede ERFA-grupper, hvor der er muligheder for at trække på andre medlemmers erhvervsmæssige ekspertise på specifikke områder.


Jci-aarhus.dk er lavet af Makeable, hvor JCI-medlem Mads Erichsen er partner.